Lad det ligne lad det ligne
lige ligne lige line
jeg vil så gerne være smuk
tåler ikke forstyrrelser
aldrig tre og aldrig én i midten
jeg er for sårbar
nogle gange er nogle gange
at påvirke andre
selv at betragte landskaber
der løber ud i hinanden
uden at blive forstyrret
uden selv
næsten udviklet næsten udvisket
næsten udvoksede landskaber
jeg vil så gerne være smuk
jeg vil så gerne
egen min egen.

*
Hvordan det ser ud
hvordan det ser ud
det skal jeg sige dig
det er mørkt   meget mørkt
og blødt ligesom løsnet jord
andet end   regnen
så mørkt det er i dag   vi er
og de ved det   de ved hvem det er
siger de og de tilgiver det aldrig
siger de   det er altså ikke lige
hvad du havde regnet med
er det vel   regnen 
det bliver det heller ikke
men de vælger at leve med
at de ved det og det gør du vel
også   jeg tror ikke 
det bliver sådan
at vi kan tale om det.

Det rum der er meget blødt og sort og klamt    vejret for eksempel

og blødt og blødt og bløde og så smurte hun det med fløde   indvendigt

og indvendigt blev der skabt en sæk i sækken af føde jeg ser det for mig.

Hun er alt   husk det

hun er ved at blive   
et menneske

ben der knækker styrter i blink

afstanden er ro   hun er så tæt

pigen prinsessen siger

dæk duk dig dæk dig og

fra lænden lyder den mørke stemme   dæk

leende springer hun   ser du

hendes mælkede blå

tænder   en tunge forsegler et ansigt

et sted   der er sang bag tæpper

vægge vævet så tæt og garnet der strammer

den usynlige hånd og stoffet der trækker tråde

med hænderne siger vi i hænderne

står det hele   alt alt alt fra hånden 

på læggen hånd på bånd

ånden på mærket

hun er da også over det hele

ligesom plastik 

smiler

Det giver ingenting. Alt det der er lukket kan ikke åbnes. Alt det der ligner en dør kan ikke åbnes. Vi trækker ting tættere omkring os. Sådan er den bløde opdragelse i et kridtslot i et kulslot. Vi fortærer og foregiver henhold, foregiver mæthed og den der kommer allersidst foregiver forbløffelse.

Jeg kan godt se det. Der slipper lys ud i kanten af mine mørke øjne og det kommer ude fra eller inde. Her er ingen. Ingen er et navn som for eksempel Isabella eller Ås, som I også kunnet have kaldt mig.

Og nu er ingen. Og synes er længere væk.

Halsrøret brænder, det kan jeg sagtens beskrive, hvordan mine flanker er rullet snerrende indad, og jo, jeg bliver da smallere af det, men det er ikke noget at tale om, i sig selv, og jeg er heller ikke i mig selv. Herfra. At holde klynken ude i strakt arm. En uldvante, der lugter af benzin, klumper af hår, hudens spænding, som om jeg er forbrændt, er jeg, er jeg. Tørsten svier, det brændende halsrør. Værelset svulmer op, måske gør det mig så enorm, at jeg kan fjerne den lille flue i loftets hjørne. Den har hængt der så længe, så død så tør så længe. Ingen kan sige, at jeg ikke var her. Lille lakøje, lille kvisthånd. Tingene ændrer sig ikke eller tingene har ændret sig. Hånden er ikke længere en koralfarvet plastikkugle med ridser, hånden er tørre kviste, hånden er hånd. Tørre kviste, vind, natur og Snehvide, der smiler fra sit væv. Hun smiler fra støv, jeg ser regnen på mine æbler, mine øjenæbler, æg, der krakelerer. Er krakeleringen en fejl, er naturen.

Lertøjslyde fra skovenes ugler, en sky lidt lang, lidt let. Nålelyset skiller synet og horisontbuen farvelægges. Kan du huske, da det var det eneste vi gjorde. Mørk mørkere muld. 

Skyen var kun en meter fra gruset her til morgen, ændernes snipper strejfede hinanden. Der var lys i kanten. Også dér. Ænder og måger kæmpede om blødt brød, brød, der kun lignede masse, brød, der kun lignede føde. Kløerne ridsede synet, andet var det ikke.